Til forsiden

Vi har 28 gæster online

 
 

Fra Djursland Posten mandag den 13. maj 2013:

Nørager festede som Årets Landsby

I februar blev Nørager kåret til Årets Landsby i Region Midt, og da byen forleden skulle have overrakt diplomet og prisen på 150.000 kr. var alle 286 indbyggere – og lidt til – trommet sammen til det helt store gilde.

 

„I er noget særligt her i Nørager. 286 borgere som med sammenhold, idérigdom og stædighed har skabt noget stort,“ sagde regionsformand Bent Hansen i sin tale til borgerne i Nørager.



Af Kirsten Thorndahl,
Djursland Posten
Fotos: Richard Sylvestersen


Om eftermiddagen blev alle talerne suppleret med kaffe, hjemmebagte småkager og en hele armada med fade med pindemadder. Fadene blev tømt kun for straks efter at blive erstattet af nye forsyninger - alt sammen skyllet ned med kaffe, vand, øl og vin i lige så gavmilde mængder. Og senere til gilde i forsamlinghuset, hvor 132 havde meldt sig til den tre retters middag med dans bagefter.


Plads til alle
»Det særlige ved Nørager er, at der er plads til alle og der er plads til alle de gode og skøre ideer. Her bliver man opdraget til, at man skal bidrage til sin by hele livet igennem, og det giver synlige resultater - mange små virksomheder, et aktivt sportsliv og vandrerhjemmet,« siger Bente Hedegaard. Det var hende, der i sin tid skrev den indstilling til LAG Djursland, som blev startskuddet til, at Nørager nu kan kalde sig Årets Landsby.

Og så er man i Nørager gode til at glæde sig på hinandens vegne og til at bakke op, når nogen tager et ansvar eller tager initiativ til noget nyt, supplerer Sparkøbmand Karsten Jensen lidt senere. Han har boet her i alle sine 51 år, fortæller han, og så peger han over mod et af bordene nær scenen:

»Den her pris er lige så meget til de ældre i byen, som Ældreklubben, der sidder derovre. Det er dem, der har bygget alt det her op i de seneste 20-30 år, og de er stadig utroligt aktive.«

Beboerforeningen, boldklubben og Ældreklubben er de tre omdrejningspunkter, der holder gang i livet og fællesskabet i Nørager.

 

Nørager er Årets Landsby

Nørager er Årets Landsby

Nørager er Årets Landsby

Nørager er Årets Landsby

Nørager er Årets Landsby

 

En af dem, som mange peger på som nøglen til Nøragers fremdrift og i hvert fald et af byens fikspunkter, er smedemester Bjarne Knudsen, der i sin tid insisterede på at åbne sin virksomhed i Nørager - trods gode råd fra den daværende Rougsø Kommune om andre og mere fordelagtige placeringer. »BK«, som han blev præsenteret, underholdt bysbørnene med et fyndigt og farverigt rids af Nøragers historie, inden han overlod mikrofonen til regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Inden han overrakte hædersdiplomet og checken på 150.000 kr. - symboliseret med et pengetræ udstyret med glimtende guld-chokolademønter - og delte en hel kasse med chokolademønter ud til de ventende børn, fik også regionsformanden lejlighed til at klappe Nørager på byens brede skuldre:

»Så mange ting er lykkedes her i Nørager. Eget industrikvarter, børnehave, vandrerhjem, boldklub og multihal, som I gerne vil planke borgmester Jan Pedersen for en million til. Det er der mange andre byer, der kan lære noget af. Men det de i så fald også skal vide, er, at det kræver i tusindvis af frivillige timer.«

Og i mens var næste generation travlt optaget af at hjælpe til. En håndfuld småpiger havde fået ansvaret for at bære de tomme pindemads-fade ud fra teltet - og dem var der en del af.

Og skulle nogen undre sig over, hvad Nørager mon vil bruge de 150.000 kr. til, ja, så må de undre sig lidt endnu: »Alt det med pengene, det tager vi senere. Først og fremmest skal vi nyde det i dag og have god fest,« som Pauli Jensen sagde.

 
 
 
Sponsorer:
 
FREMA
 

Transportudstyr til korn- og foderstofindustrien,
siloer, transportbånd, tørrerier. Flexible løsninger.

Auningvej 91 B, Nørager
8961 Allingåbro
Tlf.: 70 20 31 75
Fax: 86 48 05 75
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 
Nørager Djursland Årets Landsby 2013
 
 
Nørager Djursland Årets Landsby 2013
 
 
 
Indlæg, gode forslag, punkter til arrangementskalenderen og annoncer er velkomne – se Information
Webdesign: Finn Petersen, art being  ·  Nørager by illustration: Mogens Buus, Lightstone Media
© Nørager Beboerforening 2004-2019